Vores aktiviteter i Københavns nordvestkvarter
Kirkens Korshærs aktiviteter er præget af vores placering i et byområde, hvor der bor mange forskellige nationaliteter og mange udsatte børn og voksne, som kæmper med følgerne af komplekse vanskelige sociale forhold og fattigdom.

Derfor har det sociale arbejde på Drejervej udviklet sig til en vifte af tilbud med omdrejningspunkt i en helhedsorienteret indsats.

Fx tilbyder vi i varmestuen Hotel Jens billig morgenmad og varm mad 6 dage om ugen. Mennesker med hver deres særlige livsfortælling, besøger os dagligt, mens flere kigger forbi én gang i mellem. Vores kok sørger for, at maden er sund og velsmagende, og vores andre ansatte og frivillige er til rådighed med mulighed for samtale, rådgivning og anden hjælp, f.eks. betjening af pc og kontakt til myndighederne. Ind imellem bliver der også tid til et slag kort og én tur i byen.

Tøjuddelingen på Drejervej har åbent for uddeling 4 dage om ugen. Kvinder, mænd og børn, der er afhængige af de små overførselsindkomster, kan her få udleveret pænt og moderne tøj. Ansatte og frivillige står for en respektfuld personlig betjening, så brugerne så vidt muligt får tilgodeset deres ønsker og behov. Samtidig får brugerne mulighed for at tale om livet. Mødet med brugerne i tøjuddelingen er ofte vejen til øvrige tilbud, som bl.a. kan være støttende samtaler, rådgivning, netværksgrupper for kvinder og børnearbejdet omkring Den røde Drage.

Sideløbende har vi også en omfattende aktivitet med modtagelse og salg af genbrug af tøj, ting, bøger og møbler.